Personligt har jeg de sidste mange år haft mange svære emner helt tæt inde på livet.

Kronisk sygdom
Alvorlig sygdom i nærmeste familie
Længerevarende fertilitetsbehandling
Sygemeldinger af et par omgange
Angstanfald og stresstilstande

Kritiske fødsler
og nok lidt mere....

Alt i mens jeg kæmpede mig igennem kandidatstudie og forsøgte at balancere et arbejdsliv jeg ikke helt kunne finde mig til rette i, fritid og sport, ungdom og kærlighed.
Dengang føltes det som at have det sorte bælte i overlevelse – og samtidig være 100 meter mester i at tilsidesætte mig selv. Det er anderledes nu. 

Da jeg i 2019 blev mor og havde et år på barsel havde jeg et stort helingsarbejde foran mig. Jeg blev bevidst om, at det ikke kun handlede om at komme ovenpå efter en hård graviditet, akut kejsersnit og manglende søvn.

Det handlede om at kigge indad, helt ind.

Siden er endnu et barn kommet til verden og endnu en kritisk fødsel føjet til livet. Et hårdt og dybt traumearbejde fulgte i tiden efter.

Livet rammer.
Hvis vi kan rumme hvad det bringer med sig på en måde hvor vi kan være i livet med alt hvad vi er, er vi autentiske over for os selv og kan finde en form for balance hvor kroppen, sindet og sjælen kan følges ad.

Det er da egentlig ret smukt, men kan være møghamrende svært. Især hvis vi gør det alene.